Foredrag

Jeg er i en opstartsfase, så listen over foredrag, jeg holder, er kort. Faktisk har jeg kun et foredrag at byde på indtil videre.


Autist i arbejde

Jeg fortæller om mine erfaringer med at være på arbejdsmarkedet som autist.

Arbejdsmarkedet har forandret sig i min levetid. Da jeg i sin tid gjorde min entré, var jobsamtalens fokus på mine faglige kvalifikationer. Da jeg sidst søgte arbejde i 2008, skulle jeg gennem to samtaler: En om faglighed og en om mine menneskelige egenskaber. Sidstnævnte kan være lidt at en udfordring, når man er autist.

De nye tider afspejles ikke alene i jobsamtalerne men også i de forventninger, arbejdspladserne har til deres ansattes kvalifikationer. Ord som "teamplayer" og "Human Resource" har vundet indpas i det danske sprog. Det er ikke længere nok at kunne sit fag. Man skal også kunne indgå i teams, være omstillingsparat, have det rigtige "mindset", kende til agile metoder og så videre og så videre.

Dette foredrag handler blandt andet om, hvordan det kan føles til stadighed at skulle forholde sig til en foranderlig omverden, når man er autist.